En spontan abort betyder, at graviditeten ufrivilligt bliver afbrudt på et stadie, hvor fosteret ikke kan overleve. I de fleste tilfælde sker dette før den 12. graviditetsuge. Alle kvinder kan risikere, at deres graviditet ender med en spontan abort. Statistisk set er risikoen for at opleve en ufrivillig abort 10-35 %, alt efter kvindens alder.
Symptomerne på en spontan abort er blødning, brunligt udflåd eller underlivssmerter.
Blødningen under en spontan abort kan være meget kraftig og skabe underlivssmerter. Andre symptomer på ufrivillig abort kan være pletblødninger eller brunligt, blodigt udflåd flere dage i træk. Det ses dog ofte, at kvinder oplever uskadelige pletblødninger tidligt i graviditeten. Er du gravid og begynder at bløde, anbefales det dog altid, at du opsøger læge eller gynækolog for at blive undersøgt. Det er trods alt bedst at være på den sikre side.
Underlivssmerterne opleves fortil over skambenet eller som en stråle mod ryggen. Er du gravid og oplever smerter i underlivet, behøver det dog ikke betyde, at det er noget alvorligt. Alligevel er det en god idé at lade sig undersøge af din læge eller gynækolog for at få afkræftet alle mistanker.
Gennem en række undersøgelser har man fundet frem til, at langt de fleste spontane aborter skyldes fejl hos fosteret. I over halvdelen af undersøgelserne har fostrene haft svære kromosomfejl eller andre fejludviklinger som betyder, at forstrene ikke var levedygtige.
De spontane aborter er desværre meget almindelige. Faktisk er det kun cirka 30-40 % af alle de befrugtede æg, der resulterer i et levende barn.
Mange tror, at de har gjort noget forkert ved enten at have udsat sig for noget uhensigtsmæssigt, hvad angår kosten, fysiske bevægelser eller psykisk tilstand. Det er således ikke tilfældet. Fosteret har simpelthen blot ikke været i stand til at kunne leve og blive til et sundt og raskt barn.
Ved mistanke om truende spontan abort i de første 12 uger af graviditeten er der ingen aktiv behandling. Den generelle holdning er, at et ikke-levedygtigt foster vil blive aborteret, uanset hvad man gør, mens et sundt og raskt foster nok skal blive, hvor det er, uanset hvad der iværksættes.
Er du bekymret for, om du er god nok til at passe på din krop og lytte til dens signaler? Eller har du oplevet en spontan abort, og er du nervøs for, om det kan ske igen? Så få en snak med vores speciallæge, så du igen kan føle dig tryg og glæde dig over din graviditet.