Ring op
Bestil tid

Smerter i underlivet

Underlivssmerter lokaliseres lavt i maven eller ude i en af i siderne hos kvinder, der har haft deres første menstruation.

Smerterne opleves ofte, som om de stammer fra de indre kvindelige kønsorganer: Livmoder, æggeledere og/eller æggestokke. Det kan være svært at bedømme, om smerterne rent faktisk kommer fra de indre kønsorganer, eller om de stammer fra tarm eller blære.

Årsager til underlivssmerter

Årsagerne til underlivssmerter kan være mange. I forbindelse med menstruationen trækker livmoderen sig sammen. Livmoderen trækker sig sammen for at afstøde slimhinden i livmoderen. Kvinden mærker dette enten i større eller mindre grad. Nogle kvinder oplever så stærke menstruationssmerter, at det ligefrem er nødvendigt med smertestillende medicin og/eller sengeleje og sygemelding. Andre opdager slet ikke, at menstruationen er på vej, og kan fortsætte sine daglige gøremål. Når ægblæren brister og slipper ægget ud, kommer der lidt væske ud i bughulen. Hos nogle kvinder kan det opleves som en irritation af bughinden, hvorved der pludseligt opstår smerte i den side, hvor der var ægløsning. Denne form for smerte kan enten opstå hver måned, hvor der på skift vil opleves smerter i underlivet i henholdsvis venstre og højre side, men det kan også ske, at smerterne ”kun” opstår med måneders mellemrum.

Unormale årsager

Der kan være flere årsager til, at du oplever smerter. Alt hvad der går ind og irriterer bughinden giver smerter – og både luft, blod og væske er elementer, der irriterer bughinden:

  • Smerter fra blod: Optræder ved blødning fra cyste på æggestokken eller fra graviditet uden for livmoderen. Smerter som disse kan også optræde ved menstruation hos kvinder, der har livmoderslimhinde uden for livmoderen. Blod giver større irritation af bughinden end luft og væske.
  • Smerter fra væske: Kan som ovenfor beskrevet optræde ved ægløsningen, men også hvis en cyste på æggestokken brister. I sådanne tilfælde er smerterne værre end ved ægløsning, fordi mængden af væske er større.
  • Luftsmerter: Optræder kun efter operation; hyppigst efter kikkertoperation, hvor bughulen har været blæst op med kuldioxid.

Underlivsbetændelse: Skyldes infektion i slimhinden, i livmoderhulen og æggeledere, som er smertefuldt, da livmoder og æggeleder bliver varme, hævede og spændte. Hvis infektionen går hen og udvikler sig til, at der kommer pus ud i bughinden, vil smerterne blive væsentligt forværret. Har du tidligere haft underlivsbetændelse, kan du risikere at have smerter efterfølgende. Grunden til dette kan skyldes arvæv og mindre sammenvoksninger efter infektionen – eller ømme og spændte muskler. Smerterne kan opleves som konstante, men vil i de fleste tilfælde opleves værre, hvis du er anspændt.

Smerter ved samleje: Kan forekomme i forskellige områder som livmoderhalsen, livmoderen, æggeledere, æggestokke eller bækkenbundsmusklerne. Smerter fra livmoderhalsen, som opstår når penis støder mod den, kan vise sig at være en betændelsestilstand på livmoderhalsen. Hvis du oplever smerter ved enten livmoder, æggeleder eller æggestok, er det nødvendigt at blive undersøgt for sygelige tilstande i disse organer. Smerter ved bækkenbundsmusklerne kan optræde, hvor bækkenbundens muskulatur er sæde for myoser. Det vil sige, at bækkenbundens muskler står i en konstant spændingstilstand. Disse smerter kan opleves på baggrund af kroniske underlivssmerter og kræver derved behandling i form af udspændings- og afspændingsøvelser.

Endometriose: Smerter, der er udløst af livmoderslimhinden, men befinder sig et andet sted end i livmoderen, typisk i bughulen, og bløder i takt med slimhinden inde i livmoderen. Denne tilstand kan være utrolig smertefuld. Smerterne vil først ske i forbindelse med menstruationen, men senere vil smerterne også opleves mellem hver menstruationsperiode. Dette skyldes sammenvoksninger og arvæv i bughulen.

Spontan abort og graviditet uden for livmoderen: Giver også smerter i underlivet. Hvis du får mistanke til dette, bør du undersøges med det samme.

En speciel type svære smerter: Kan desuden optræde, hvis æggestokken bliver klemt fra sin blodforsyning. Dette sker, hvis tarmene i deres normale bevægelse griber fat i æggestokken og får den til at dreje sig om sin egen stilk. Der er ofte en cyste på den pågældende æggestok.

Hvad kan gynækologen gøre?

Ved pludseligt opståede smerter, som hverken aftager eller genkendes, anbefales det, at du søger en lægelig vurdering. Det er vigtigt at få udelukket årsager, der let kan behandles. Så snart dine specifikke symptomer er kortlagt, anbefales du de passende behandlingsmuligheder.

Har du smerter i underlivet, som du ønsker undersøgt? Så bestil en konsultation, hvor du får en forklaring på netop dine smerter.

Gå til tidsbestilling

Se alle artikler om symptomer