Ring op
Bestil tid

Blødningsforstyrrelser

Blødningsforstyrrelser hos kvinder forekommer gennem hele livet.

De kan forårsages af en lang række forskellige sygdomme, men kan også forekomme uden nogen diagnose. En blødningsforstyrrelse omfatter blandt andet udebleven menstruation, kort eller længere menstruationscyklus, kraftig menstruation, pletblødninger ved samleje og blødning efter overgangsalderen (menopausen).

Længden på ens menstruationscyklus aftager med alderen og vil opleves som mest stabil omkring 30-årsalderen, hvor den er ca. 28 dage, regnet fra første blødningsdag i en menstruation til dagen før næste menstruations første blødningsdag. Hos 20-årige er den oftest 30 dage, og hos 40-årige omkring 26 dage. Der kan dog forekomme en stor variation også for den enkelte kvinde, så en normal menstruationscyklus kan vare mellem 21 og 35 dage, med blødning i 2 til 5 dage.

Op til 1 ud af 5 kvinder vil opleve at have blødning uden for det ”normale” mønster, uden det behøver at være et udtryk for sygdom.

Årsager til blødningsforstyrrelser

Regelmæssige menstruationsblødninger sikres ved et samspil mellem hjernen (hypofysen), æggestokkene og livmoderen. Ægløsningen er den afgørende faktor for opretholdelse af et regelmæssigt blødningsmønster. Ægløsningen sikrer produktionen af de hormoner, der er med til at regulere menstruationsblødningerne.

Blødningsforstyrrelser kan, udover hormonelle forandringer, skyldes forandringer i kønsorganerne og graviditetsproblemer.

Eksempler på årsager til blødningsforstyrrelser
Hormonelle forandringer:

Stress:

  • Polycystisk ovarie syndrom (PCO)
  • Stofskiftesygdom
  • Hormonbehandling (p-piller, minipiller, hormonspiral etc.)
  • Anden medicinsk behandling, fx antikoagulerende behandling mod blodpropper


Sygdomme i kønsorganerne:

  • Slimhindeforandringer pga. hormonmangel
  • Kræft
  • Polypper
  • Betændelse
  • Muskel- og bindevævsknuder
  • Endometriose


Blødning i forbindelse med graviditet:

  • Abort
  • Graviditet uden for livmoderen
  • Foranliggende moderkage

Faresignaler ved blødningsforstyrrelser

Blødning, der finder sted i forbindelse med samleje, og blødningsepisoder efter manupausen bør altid give anledning til en konsultation med henblik på yderligere undersøgelser; ligesom blødning i graviditeten – specielt hvis du samtidig har smerter. Oplever du regelmæssige blødninger efter overgangsalderen, er dette helt normalt i forbindelse med visse typer hormonbehandlinger.

Hvad kan du selv gøre ved dine blødningsforstyrrelser?

Vægtændringer kan have stor betydning for dit blødningsmønster. Det betyder, at voldsomme vægtsvingninger eventuelt grundet hyppige slankekure muligvis er en af årsagerne til de mange blødningsforstyrrelser.

Stress kan ligeledes gå ind og påvirke blødningerne. Menstruationen kan i den forbindelse udeblive helt.

Herudover skal du være opmærksom på, at der er en række forskellige medicinske behandlinger, der kan gå ind og påvirke blødningsmønstret.

Bliv undersøgt for blødningsforstyrrelser

Ved hjælp af en grundig helbredsundersøgelse vil man ofte kunne finde frem til årsagen bag det ændrede blødningsmønster. I de fleste tilfælde vil gynækologen supplere helbredsundersøgelsen med en gynækologisk undersøgelse samt ultralydsundersøgelse.

I visse tilfælde kan diagnosen stilles via en prøve/udskrabning fra slimhindevævet i livmoderen. Hertil kan diagnosen også stilles ved en kikkertundersøgelse af livmoderhulheden (hysteroskopi).

Blødningsforstyrrelser – Sådan behandles det

Alt efter blødningens sværhedsgrad bedømmes det af gynækologen, om der er behov for behandling. Uregelmæssige blødninger kan behandles medicinsk fx med brug af præventionsmidlet p-piller.

Blødninger omkring menopausen:
Når det er blevet udelukket, at blødningsforstyrrelserne kan skyldes celleforandringer, slimhindepolypper eller andet, er det muligt at behandle blødningerne med hormoner.

Kraftige menstruationsblødninger:
Ved kraftige menstruationsblødninger kan du eventuelt blive behandlet medicinsk ved brug af Tranexamsyre. Det er en behandlingsform, der er i stand til at reducere blødningsmængden med ca. 50%. Behandlingen fungerer mest optimalt, hvis det påbegyndes ved blødningens start.

Andre medicinske behandlingspræparater:

  • Prostaglandinsyntesehæmmer: Et gigtmiddel, der går ind og reducerer blødningsmængden med op til 50%. Dette præparat går samtidigt ind og har en smertestillende effekt ved opståede menstruationssmerter.
  • Hormonbehandling: P-piller kan anvendes til behandling af både kraftige og uregelmæssige blødninger. Det skal dog påpeges, at du ikke bør anvende p-piller i en længere periode, hvis du er storryger eller modtagelig for brystkræft eller blodpropper.
  • Hormonspiral: En hormonspiral afgiver en konstant hormonmængde og er en effektiv forebyggelse mod graviditet, men kan også bruges til at reducere blødningsmængden i forbindelse med en menstruation.


Det er også muligt at behandle kraftige menstruationsblødninger kirurgisk. Når blødningsforstyrrelserne skyldes slimhindepolypper eller muskelknuder i livmoderhulheden, kan kirurgisk behandling blive aktuelt.

  • Ved fjernelse af livmoderslimhinden (TCER) er det muligt ved hjælp af varmepåvirkning, eller en varmeslynge, at stoppe blødningen eller reducere blødningsmængden.
  • Fjernelse af livmoderen (hysterektomi): Denne operation er en effektiv behandling af blødningsforstyrrelser. Blødningerne vil ophøre i takt med at man fjerner livmoderen.


Der findes forskellige operationstyper, når man fjerner livmoderen. Enten kan man vælge at få fjernet hele livmoderen eller kun den øverste del af livmoderne. Det er muligt at få foretaget operationen som en åben operation, hvor livmoderen fjernes gennem et operationssår, der placeres lige i hårgrænsen til kønsbehåringen (bikinisnit). Operationen kan også foretages som en kikkertoperation, ligesom livmoderen kan fjernes ved en operation gennem vagina.

 

Gå til tidsbestilling