Ring op
Bestil tid

PCO – Hvad er PCO?

PCO er en udbredt hormonforstyrrelse hos kvinder i den fødedygtige alder. PCO står for Polycystiske Ovarier. Måske har du også hørt om PCOS – det står for Polycystisk Ovarie Syndrom.

Her på klinikken får vi ofte spørgsmål omkring PCO. Måske går du også med nogle spørgsmål, som du søger svar på. Du kan finde de hyppigste spørgsmål og svar herunder:

Er der forskel på PCO og PCOS?

Nej, i Danmark skelner man ikke mellem de to definitioner. Ofte har kvinder med polycystiske æggestokke også ét eller flere ledsagende symptomer – og dermed polycystisk ovarie syndrom. Ordet syndrom forstås som en samling af symptomer, der er til stede på samme tid.

(Polycystisk = mange blærer, ovarie = æggestok)

Der findes en sammenhæng mellem PCO, overvægt, ufrivillig barnløshed og livsstilssygdomme som diabetes 2 og hjertekarsygdomme. Desuden har mange kvinder med sygdommen en tendens til at udvikle insulinresistens, hvor man har en nedsat følsomhed for insulin.

Har du PCO og en drøm om at være mor, kan det være en god idé at starte tidligt med at forsøge at blive gravid.

Læs Frederikkes historie om, hvordan hun efter mange år med PCO og barnløshed fik regelmæssig menstruation ved hjælp af Inofolic

 

Hvad er PCOS?

De fælles gældende kriterier for definitionen af PCOS er:

  • Uregelmæssige, lange menstruationsintervaller/ingen ægløsning
  • Forhøjet mandligt kønshormon (testosteron) og/eller øget mandlig hårvækst (hirsutisme)
  • Polycystiske æggestokke, som lægen kan se ved ultralydsscanning

 To af de tre kriterier skal være opfyldt for at betegne en PCOS-sygdom. Symptomerne på PCOS kan derfor variere meget fra kvinde til kvinde. Desuden bør andre hormonsygdomme være udelukket, før du kan få diagnosen PCOS.

Hvad er PCO – måling af symptomer

Måling af ægløsning

Kvinder med uregelmæssige menstruationer har ikke regelmæssig ægløsning. Således opfyldes kriteriet, hvis cyklus er længere end 35 dage. Ved en regelmæssig cyklus er det muligt at måle et hormon i blodet (progesteron) i slutningen af cyklus for at undersøge, om der har været ægløsning.

Forhøjet testosteron/øget hårvækst

Lægen kan måle mængden af testosteron. Målingen kræver, at du ikke tager p-piller i cirka tre måneder før målingen. Selve hormonprøven skal helst blive taget på cyklusdag 2-9, som du tæller efter menstruationens første dag.

Øget hårvækst af mandlig type (også kaldet hirsutisme) er et tegn på øget aktivitet af mandligt hormon lokalt i hårsækken. Kvinder er meget følsomme for testosteron, og skægvækst kan hos nogle kvinder også ses ved normale testosteronværdier. Hyppigst ser man skægvækst i ansigtet, lidt sjældnere er der hårvækst fra navlen og ned mod skambenet, hår på indersiden af lårene eller hår på brystet.

Polycystiske æggestokke – PCO

Ved hjælp af en ultralydsscanning er det muligt at se mere end 12 cyster på 2-5 mm i én eller begge æggestokke. Disse ’cyster’ kaldes ægblærer. Cysterne ligger som en lang række side om side under overfladen af æggestokken. Cyster på æggestokkene behøver ikke være forbundet med sygdom og kan også ses hos kvinder uden hormonforstyrrelser.

Oftest vil symptomerne på PCOS vise sig i puberteten og vare ved indtil overgangsalderen.

Hyppige symptomer:

  • Uregelmæssige eller helt udeblivende menstruationer
  • Øget hårvækst såsom skægvækst
  • Tendens til uren hud
  • Svært at blive gravid



Behandling af PCOS

PCOS skyldes formentlig et samspil mellem arvelige faktorer og miljø.

Ved hjælp af blodprøver kan man stille diagnosen PCOS og bestemme, hvilken behandlingstype der vil fungere bedst.

Motion er en vigtig del af behandlingen af PCOS, da motionen hjælper musklerne til at få en større følsomhed for insulin. Hertil har kosten også meget at sige. Flere kvinder må derfor i gang med at omlægge deres kostvaner for at få det bedre. Nogle anbefaler en kost uden for mange kulhydrater. 

Effekten af en sundere livsstil bør være, at:

  • Mængden af mandligt kønshormon nedsættes
  • Den øgede hårvækst bliver mindre udtalt
  • Du får en mere regelmæssig ægløsning
  • Du får en mindre risiko for at udvikle sukkersyge og åreforkalkning
  • Der bliver større mulighed for at opnå graviditet
  • Dit generelle velvære forøges

 

Behandling, der øger insulinfølsomhed

Med Metformin er der muligt at øge insulinfølsomheden, hvorved du opnår de samme positive effekter på hormonbalancen, som listet herover. Metformin kan dog give bivirkninger, hvilket du slipper for, hvis du i stedet spiser sundere og dyrker mere motion. De hyppigste bivirkninger ved Metformin er manglende appetit, kvalme, opkastning, diarré og metalsmag i munden.

 

Behandling af øget hårvækst

Det er kun muligt at hæmme ny-fremvoksende hår. Det betyder, at behandlingens effekt først ses efter mindst et halvt år. For at opnå det bedste resultat bør du kombinere behandlingen med andre hormonhæmmende piller, eksempelvis p-piller eller Metformin.

PCO – kost og insulinfølsomhed

Fedtvævet vil udskille nogle stoffer (TNF = Tumor Necrosis Facor), der nedsætter følsomheden for insulin (insulinresistens). Insulinen bliver produceret i bugspytkirtlen, og hvis følsomheden bliver nedsat, producerer bugspytkirtlen som kompensation en større mængde insulin, fordi den ikke kan mærke, at der allerede er nok insulin til stede i kroppen.

 

Det forhøjede insulin vil gå ind og påvirke:

  • Mængden af de mandlige kønshormoner i blodet stiger
  • Hud- og hårproblemerne bliver værre
  • Ægudviklingen i æggestokkene går i stå
  • Der kommer ikke ægløsning
  • Der kommer uorden i menstruationerne
  • Det bliver svært at blive gravid

 

Som PCO-patient har kosten en stor betydning, og der er heldigvis en del, du selv kan gøre. For at kunne sænke insulinniveauet, skal du sænke dit blodsukker. Du bør derfor undgå at indtage fødevarer, der giver et højt blodsukker. Du har desuden brug for gode fedtstoffer fra naturlige kilder såsom eksempelvis fisk og nødder.

 

Skær så meget som muligt ned på:

  • Hvidt brød
  • Hvid pasta
  • Sukker
  • Sodavand
  • Kager
  • Slik
  • Mælk

 

Spis i stedet godt med:

  • Magert kød, fjerkræ
  • Fed fisk
  • Avocado og olivenolie
  • Nødder, mandler og græskarkerner
  • Masser af grove grøntsager

 

Mange kvinder med PCO er overvægtige. På grund af de mange overskydende mandlige hormoner lægger det meste overskydende fedt sig omkring maven. Det ses også ofte, at kvinder med PCO har æblefacon, også selvom de ikke nødvendigvis er overvægtige.

 

Er du stadig i tvivl om spørgsmålet ”Hvad er PCO og PCOS”? Og har du mistanke om, at du selv er ramt af det? Så kontakt os og få mere information eller en tid til en samtale og et tjek.

Se alle artikler om lidelser